• Leh Poulsen

Når wayfinding bliver waylosing – og en ny opgave i Helsingør

Opdateret: 15. aug. 2019

Wayfinding handler i sin essens om at guide folk fra A til B på den mest effektive måde – dvs. så tæt på fugleflugt som muligt og uden nogen form for forsinkende overraskelser. Det fungerer skide godt i en lufthavn, hvor man i værste fald har stress og i bedste fald gerne vil kunne regne ud hvor lang tid det tager at gå til gate 35, så man kan nå at drikke en stor morgen-g/t for at tage toppen af sin flyskræk (100% tænkt eksempel)

Denne sommer var min mand og jeg i den smukke norditalienske middelalderby Verona (med tog…).


Verona ligger ved en flod som slår en bue rundt om den gamle bykerne. Vi boede lige på den anden side af floden og fik at vide af vores AirBnB host at, når vi skulle vi ind til byen, ville han anbefale, at vi gik op ad floden to broer før vi krydsede over. Det førte os til toppen af flodens bue og ind til et mere hyggeligt og lokalt kvarter. Vi slentrede herfra ind til bykernen – troede vi – men endte i stedet ved en udgravning af den gamle romerske by i den helt anden ende af byen.


I en lufthavn havde dette været en katastrofe, men i en situation hvor man ikke skal nå noget og i en by som Verona, hvor man altid kan finde tilbage til floden, er det et eventyr.

Dette efterår skal jeg designe et wayfinding system til Kulturhavn Kronborg i Helsingør, der har de samme fordele som Verona. Du er tryg ved at gå på eventyr da du ved at du altid kan finde tilbage til havnen ved at gå mod Øresund og Kronborg. Dette stiller færre krav til wayfindingsystemet og frigiver plads til at fortælle gæsten en masse historier.

Den vigtigste historie er alle de ting du kan opleve, der hvor det ikke umiddelbart giver mening at gå hen, ved afsøgning af området. På den måde fortæller vi implicit at den energi gæsten skal bruge på at udforske ukendt territorie belønnes.


Nå men tilbage til Verona; dagen efter besluttede vi os for at tage broen direkte ude for vores lejlighed og da vi nåede den anden side mødte de selvsamme udgravninger os.

Hjernen – ikke kun min og min mands – har ikke et indre kompas og er ret dum til det med retninger.


Men det er et helt andet indlæg en helt anden dag.





41 visninger